• DSV skal hjælpe Saudi-Arabien med futuristisk megaby

    Source: BDK Finans / 24 Oct 2023 01:48:36   America/New_York

    DSV annoncerer et eksklusivt logistiksamarbejde, der skal understøtte et omfattende byudviklingsprojekt i Saudi-Arabien. Samarbejdet har en værdi af 70 milliarder kroner. Det fremgår af en børsmeddelelse tirsdag morgen. Det futuriske byudviklingsprojekt går under navnet Neom, og det blev annonceret af den saudiske kronprins for flere år siden. - Neom er et af de største og mest komplekse projekter i verden, siger DSV-topchef Jens Bjørn Andersen i meddelelsen. - Det giver en unik mulighed for DSV for at understøtte en udvikling, der er på forkant med innovation, teknolog og digital transformation, lyder det videre. Neom er en planlagt kæmpeby, der skal strække sig mellem to skyskrabere placeret med 170 kilometers mellemrum. Projektet kaldes også "The Line". Hele byprojektet vil koste 500 milliarder dollar, svarende til 3500 milliarder danske kroner. Idéen er, at byen skal fungere udelukkende på vedvarende energi, og den har fået opmærksomhed på grund af planer om flyvende taxaer og robottjenere. Det er ikke forventningen, at samarbejdet kommer til at få en betydning for DSV's regnskab i 2023. Det danske selskab gør det dog klart i børsmeddelelsen, at det kommer til at investere cirka fem milliarder dollar - godt 35 milliarder kroner - i projektet inden udgangen af 2031. Ifølge DSV-topchef Jens Bjørn Andersen har selskabet i forvejen en stærk tilstedeværelse i Saudi-Arabien, så dette vil være en vækstmulig i regionen, lyder det. - Vi ser frem til at samarbejde med Neom og til at medbringe vores logistikkapacitet, siger han. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/dsv-skal-hjaelpe-saudi-arabien-med-futuristisk-megaby
Share on,